Forårsmad

Forårsmad, Salater, Sommermad, Tilbehør

Jordbærsalat med spinat og tomat

0 comments

Den skønneste sommerlige jordbærtomatsalat kommer her. Salaten er frisk, enkel og består egentlig af ret få elementer, men elementer som klæder hinanden utrolig godt. Spinaten er i sig selv ret neutral, men ser smuk ud og lader virkelig jordbær og tomater komme til deres ret.. 🙂
Derudover har jeg sprøde slikærter og blød cremet feta.
Det hele vendes i en god balsamico og giver tilsammen en smuk og lækker salat, der er klar på bare 10 min ☺️

Balsamico fås i lyse og mørke varianter. De har en let syrlig smag, som går godt til rigtigt mange salater – især dem med et lidt sødt element i, som fx jordbærerne her. Balsamicoen skaber et fint modspil til det søde og tilføjer smag til salaten. Du kan købe bruge balsamico som det er, når du køber det. Men du kan også koge det op i en lille gryde, til det reduceres til ca. halvdelen og får en let sirupsagtig konsistens – det giver en endnu mere intens smag og egner sig fint til bar lige at dryppe øverst i salater.

Jeg bruger den hurtige og færdigtkøbte version i denne salat, men glazen ville også klæde den godt 🙂

Detaljer

Antal

4 pers

Tilberedning

10 min

Ingredienser

  • 75 g frisk spinat

  • 1 – 2 spsk god balsamico

  • 500 g jordbær

  • 200 g cherrytomater

  • Friskkværnet salt og peber

  • 1 bundt basilikum

  • 100 g slikærter + evt. en håndfuld friske ærter

  • 100 g feta, smuldret

Sådan gør du

  • Skyl og afdryp spinaten. Put den i en skål og vend den sammen med lidt balsamico. Anret på et fad.
  • Skyl jordbær og tomater og skær i mindre stykker. Put dem i en skål og krydr med lidt salt og peber. Lad trække et øjeblik.
  • Hak basilikum og vend sammen med jordbær og tomater. Skær slikærter i minde stykker og vend i skålen sammen med ærter.
  • Anret din jordbær/tomat blanding ovenpå spinaten. Drys med smuldret feta og server 😍
Aftensmad, Forårsmad, Salater, Sommermad, Sunde retter, Tilbehør

Kartoffelsalat med spinat, sukkerærter og peberfrugt

0 comments

Endnu en herlig kartoffelsalat til sommerens grillmad. Denne her er med nye kartofler, spinat, slikærter soltørrede tomater, peberfrugt og et strejf af chili. Frisk, sødt, sprødt og blødt i skøn forening – og lige med lidt kant fra chilien, der ryger med i en mundfuld ind imellem.

Salaten er vendt i en hvidløgs/citrondressing og er i det hele taget en lille tur ud i mange skønne smagsindtryk. Den er god.. 😊 Og så den nem. Perfekt som tilbehør til kød og grillretter.

Detaljer

Antal

4 pers

Tilberedning

30 min

Ingredienser

  • 500 g (små) nye kartofler

  • 100 g sukkerærter

  • 3 forårsløg

  • 50 g soltørrede tomater

  • 1 rød peberfrugt

  • 1 rød chilifrugt

  • 1 god stor håndfuld spinat

  • Dressing
  • 3 spsk olivenolie

  • 1 spsk citronsaft

  • 2 fed hvidløg

  • 1 tsk dijonsennep

  • 1 tsk flydende honning

  • salt og peber

  • Topping
  • 1 håndfuld sesamfrø

Sådan gør du

  • Skrub kartoflerne og kog dem møre.
  • Skær sukkerærter og soltørrede tomater i mindre stykker og skær forårsløg i tynde skiver. Skær peberfrugt og chili i tern (husk at fjerne kerner era chili). Put alt i en skål sammen med spinaten.
  • Rør alle ingredienser til dressingen sammen og dryp i skålen. Vend forsigtigt rundt. Server med sesamfrø på toppen.

Inspiration til flere kartoffelsalater? Find det her:

Bagværk, Forårsmad, Mad på 30 minutter, Sommermad

Jordbærkoldskål med hjemmelavede kammerjunkere

0 comments

Hjemmelavet koldskål er altid en god idé og den klassiske version smager ganske fantastisk. Men har du nogensinde lavet koldskål med jordbær….? Det kan virkelig også noget! På én gang sødt og forfriskende, med mild smag af jordbær. Den smager skønt som den er, og endnu bedre med hjemmelavde kammerjunkere til!

Det er ikke spor svært at lave kammerjunkere, faktisk kan det klares på bare en halv time og det er bare noget andet end dem man køber. Kammerjunkerne i denne opskrift er med vanille og et lille strejf af citrus, hvilket klæder den milde jordbærsmag helt perfekt 🙂

Detaljer

Antal

2 pers

Forberedelse

10 min

Bagetid

20 min

Ingredienser

  • Kammerjunkere
  • 100 g hvedemel

  • 25 g grahamsmel

  • 1 tsk bagepulver

  • 50 g rørsukker

  • 50 g stuetempereret smør

  • 1 spsk vanillesukker

  • 1 æg

  • 1/2 spsk revet citronskal (el. lidt citronsaft)

  • Jordbærkoldskål
  • 2 æg

  • 2 spsk sukker

  • 1 tsk vanillesukker

  • 150 g friske eller frosne jordbær

  • 1/2 spsk limesaft

  • 6 dl kærnemælk

  • 2 dl tykmælk el. ymer

Sådan gør du

  • Kammerjunkere
  • Start med kammerjunkerne, da de skal ha længst tid.
    Rør mel, bagepulver, sukker, citronskal og vanillesukker godt sammen.
  • Tilføj smør og rør med håndmixer til smørret er helt smuldret. Saml dejen ved at røre æggene i.
  • Tril små kugler, tryk dem let flade og sæt på bageplade med bagepapir.
    Bag ved 150 grader i 20 min.
  • Jordbærkoldskål
  • Pisk æg, sukker og vanillesukker luftigt.
  • Blend jordbærrene og rør i sammen med lime, kærnemælk og tykmælk. Så er den klar! 🙂
  • Server koldskålen med kammerjunkere og evt. lidt friske bær ovenpå

Er du mere til den traditionelle form for koldskål, kan du finde en opskrift på det lige her: Koldskål med rugbrøds-croutoner og jordbær.

Forårsmad, Sommermad

Koldskål med rugbrøds-croutoner og jordbær

0 comments

Ingen sommer uden koldskål – en af mine måske absolut yndlingsspiser på de varme dage. Det er så let, lækkert og frisk og både nemt og hurtigt at lave. Jeg kan bedst lide min koldskål en lille smule tyk og med smag af vanille og strejf af citron – så det er lige præcis hvad du får i denne opskrift.

Ovenpå koldskålen har jeg en lynhurtig omgang rugbrødscroutoner; sprøde og søde og klar på bare 5 minutter – og så en omgang friske jordbær. Alt i alt et skøøønt mix, og du kan have det hele, både koldskål og croutoner, klar på bare 10 minutter. Så skulle den koldskålscraving hurtigt være klaret 🙂

Detaljer

Antal

2 pers

Tilberedning

10 min

Ingredienser

  • Koldskål
  • 1 æg

  • 2 spsk sukker

  • 1 tsk vanillesukker

  • 5 dl kærnemælk

  • 3 dl ymer/yoghurt naturel/tykmælk

  • 1 1/2 tsk citronsaft

  • Rugbrødscroutoner
  • 4 -5 skiver rugbrød

  • 1 spsk smør

  • 1 spsk flormelis

  • Desuden
  • Friske jordbær

Sådan gør du

  • Koldskål
  • Pisk æg, sukker og vanillesukker lyst og luftigt. 
  • Vend kærnemælk, yoghurt og citronsaft i blandingen.
  • Smag evt. til med mere vanille/citron og så er den klar 🙂
  • Rugbrødscroutoner
  • Skær rugbrødet i små tern og steg dem et par minutter på en varm tør pande ved høj varme. 
  • Tilføj smør og flormelis, rør godt sammen med rugbrødet og steg ved middel varme til smør og flormelis er absorberet.
  • Lad croutonerne køle let og server dem så på din koldskål sammen med jordbær 🙂
Forårsmad, Mad på 30 minutter, Måltidssalater, Pastaretter, Salater, Sommermad, Tilbehør

Rød pastasalat med chorizo og grønt

0 comments

Her får I en af de måske skønneste pastasalater jeg kender – perfekt til forårs – og sommermenuen. Den er smækfyldt af smag og mæthedsfornemmelse og så er den enkel og hurtig at lave. Den kan gå som et måltid i sig selv, som tilbehør til kød eller måske som en del af en buffet 🙂

Salaten er lavet af grov pasta vendt i rød pesto, tilsat sprød krydret chorizo, friske ærter, feldsalat, cremet salatost og knasende salte peanuts. Mums for en kombi!

Du kan bruge lige det grønt du synes, tage noget fra eller føje mere til, fx kunne avocado, agurk eller spinat også være godt i. Chorizoen kan erstattes af krydret, stegt kylling eller sprødstegt bacon. Det er altså en salat med mange muligheder så længe det bærende element; pestopastaen er en del af ingredienslisten – det gør det altså så godt i nærmest hvilket som helst mix. Kaster du dig ud i denne salat, så selv den tjeneste at putte peanuts i, det giver altså lige det sidste pift 🙂

Detaljer

Antal

2 pers

Tilberedning

30 min

Ingredienser

  • 300 g grov pasta

  • 2 spsk rød pesto

  • 100 g chorizo i skiver

  • 75 g grøn salat, fx feldsalat, spinat eller et mix

  • 200 g cherrytomater

  • 150 g friskbælgede ærter

  • 100 g feta

  • 2 håndfulde peanuts

Sådan gør du

  • Kog pastaen efter anvisningerne og lad den afkøle. Vend den derefter i pestoen.
  • Skær chorizo i mindre stykker og steg det på panden 3-4 minutter, til de bliver sprøde. Vend chorizoen i pastaen.
  • Skær tomater i kvarte og vend i pastaen sammen med ærterne og fetaen.
  • Til sidst vendes salaten forsigtigt i.
  • Anret i skål eller på fad og top med peanuts. Servér 🙂

Pasta og pesto er bare en vinderkombi. Prøv også denne med grøn pesto og broccoli. Opskrift her.

Aftensmad, Forårsmad, Sommermad, Tilbehør

Kartoffelsalat med tomater, sukkerærter og feta

0 comments

Sommertid er tid for kartoffelsalat! Der findes så utroligt mange skønne variationer og de er perfekte til sommerens mange grillretter. Hvis du kan få fat i det, så brug nye kartofler – det gør en kæmpe forskel, de smager jo såååå godt i alverdens salater! 🙂

Kartoffelsalaten her er lavet med et perfekt mix af sukkerærter, friske tomater, salt cremet feta og selvfølgelig kartofler – alt sammen vendt i en mild sennepsdressing; lidt skarp, men uden at være stærk, tilføjer bar liiige lidt kant, som matcher det søde og det friske helt perfekt! Armen det var så godt. 🙂 Og både nemt og hurtigt.

Vi serverede karttoffelsalaten til grillpølser, men det kunne ha fungeret som tilbehør til hvilket som helst kød – eller bare som det er… 🙂

Detaljer

Antal

4 pers

Tilberedning

30 min

Ingredienser

  • 500 g små, nye kartofler

  • 10 cherrytomater

  • 100 g sukkerærter

  • 100 g feta

  • 1 håndfuld frisk persille, finthakket

  • Dressing
  • 1 spsk grov sennep

  • 4 spsk olie

  • 1/2 spsk flydende honning

  • 1 – 2 tsk citronsaft

  • salt og peber

Sådan gør du

  • Skrub kartoflerne godt og kog dem til de lige netop er møre.
    Lad dem afkøle.
  • Skær kartofler, tomater og sukkerærter i tern og put i en skål sammen med fetaen.
  • Rør sennep, olie og honning sammen til dressingen og smag til med citron, salt og peber. Vend dressingen i skålen. Og top med persille. Servér.

Flere kartoffelsalater: Prøv denne med grøn pesto, bønner og bacon.

Forårsmad, Salater, Sunde retter, Tilbehør

Cremet icebergsalat med majs og peberfrugt

0 comments

Farverig og simpel salat, der minder mig om forår. Frisk, cremet, lækker og sprød på én og samme tid. Fyldt med knasende peberfrugt, bløde ristede majs, frisk persille og chilifrugt som lige giver salaten lidt kant. Alt sammen er bundet sammen af en hurtig cremefraichedressing, der tilføjer lidt lækker cremethed. På toppen har jeg sprøde hvidløgscroutoner, dem kan du finde opskrift på her.

Mængderne her rækker som tilbehør til 4 pers. Vi spiser salaten med stegt kylling, minutsteaks, frikadeller eller fisk – ja nærmest alt er den god til. Spiser du den som hovedret, er der nok til 2 pers i denne opskrift.

Detaljer

Antal

4 pers

Tilberedning

15 min

Ingredienser

  • Salat
  • 200 g icebergsalat

  • 1 majskolbe (alternativt 1 dåse majs)

  • 2 forårsløg

  • 1 rød peberfrugt

  • 1 rød chilifrugt (tjek lige smagen og skær evt kerner fra, hvis den er for stærk)

  • 1 bundt persille

  • 2 håndfulde hvidløgscroutoner

  • Dressing
  • 1 dl cremefraiche

  • 1/2 tsk dijonsennep

  • 1 tsk flydende honning

  • 1/2 tsk citronsaft

  • lidt salt og peber

Sådan gør du

  • Hak icebergen groft og put det i en skål.
  • Steg majskolben på en pande i lidt smør til den bruner let på alle sider. Skær majsene fra og put dem i skålen med iceberg.
  • Skær peberfrugt og chili i tern og hak persille, tilføj til skålen.
  • Rør dressingen sammen og smag den til med lidt salt og peber. Vend den sammen med din salat.
  • Anret på fad og top med croutoner.
Forårsmad, Salater, Tilbehør

Kartoffelsalat med grøn pesto, bacon og bønner

0 comments

Jeg er virkelig meget glad for kartoffelsalat! Det kan laves i SÅ mange variationer og smager jo fantastisk!

Når foråret kommer, solen skinner og dagene bliver varmere, når alting springer ud og mange skønne råvarer bliver tilgængelige, ja så får jeg lyst til lettere, nemme og hurtige retter. Her er kartoffelsalat et virkelig godt bud. Allerbedst er det, når man kan få nye danske kartofler i sin salat, men jeg tyvstarter nu tit og ofte sæsonen og bruger helt almindelige kartofler, hvilket også fungerer fint!

Den her kartoffelsalat har jeg lavet med grøn pesto, stegte bønner, sprød bacon og friske tomater…. Pestoen er min hjemmelavede med ramsløg (opskrift her), men enhver anden grøn pesto kunne også bruges, også dem der købes færdige… 😊

Uanset hvilken pesto du vælger, tilføjer den masser af smag, baconen bidrager med lidt salt og knas og tomaterne supplerer med deres friske, mere syrlige smag…. i det hele taget et ret så perfekt mix af smage og konsistenser…. 🤗

Kartoffelsalat er jo genial som tilbehør til alverdens kød og fungerer især godt til foråret og sommerens grillede retter. Men den kan nu også sagtens spises bare som den er, som et måltid i sig selv.

Kartoffelsalaten her er nem og hurtig at lave og kan spises lige som den er eller bruges som tilbehør.. 😊

Detaljer

Antal

4 pers

Tilberedning

30 min

Ingredienser

  • 500 g (nye) kartofler

  • 2 spsk grøn pesto

  • 1 bakke bacon i tern

  • 1 skalotteløg

  • 150 g grønne bønner 8både friske og frosne virker)

  • 200 g cherrytomater

Sådan gør du

  • Skrub kartoflerne godt og kog dem møre i letsaltet vand. Dræn dem for vand og lad de, køle let.
  • Skær kartoflerne i tern og vend dem i pesto.
  • Put bacon på en varm pande og steg 3-4 min.
  • Hak imens skalotteløget og tilføj det så til panden. Steg med til baconen er sprød.
  • Tilføj bønnerne og steg yderligere et par minutter, til bønnerne er møre.
  • Vend bacon, løg og bønner i kartoflerne.
  • Skær cherrytomater i tern og vend også dem i kartoflerne.
  • Krydr med lidt salt og peber og servér til et godt stykke kød eller spis som den er. 🙂
Forårsmad, Tilbehør

Ramsløgspesto

0 comments

Drengene og jeg var på tur i for et par uger siden; Flyvesandet oppe på Nordfyn – et kæmpe område med strand, skov og enge… virkelig smukt… 🙂 På vej derhen kom vi forbi en skov, der bare bugnede af ramsløg i skovbunden.. Det kunne jeg simpelthen ikke lade min næse gå forbi, så ind til siden med os og en ordentlig omgang ramsløg med hjem i bilen. Hele vejen hjem havde vi den karakteristiske ramsløgsdugt i næseborene, alt imens jeg tænkte på, hvad jeg kunne lave med dem. Mest oplagt var ramsløgspesto, og selvom jeg tidligere har været lidt tilbageholdende med at lave min egen pesto, fordi jeg syntes det virkede besværligt, så skulle det altså være nu. Havde jo de skønneste råvarer lige der!

Jeg gav mig i kast og faktisk var det ikke spor besværligt, som i slet ikke! Og så er der altså bare noget særligt tilfredsstillende ved at have lavet sin egen pesto fra bunden, som man kan sætte fuldstændig sit eget præg på i smag og konsistens.
Jeg syns det smager af mere end købepesto og så skærer det tydeligt igennem, at der er brugt friske råvarer – det er lækkert! 🙂


Jeg skal brugte den her pesto i en kartoffelsalat, og senere i de lækreste ramsløgssnurrer, men den ku også bruges på pizza, i sandwich, i salater mv.

Pesto med ramsløg kræver, at du tar ud i en skov og finder nogle… De kan findes i mange skove fra marts til juni og kan kendes på deres karakteristiske duft af hvidløg – smagen er dog mere mild end hvidløg. Men er du ikk til det, altså at tage ud og finde dem selv, så kan du erstatte ramsløgene af fx basilikum og tilføje lidt hvidløg.. 🙂

Jeg har smagt pestoen her til med lidt limesaft, syns det giver et lækkert friskt pift. Og så har jeg brugt solsikkekerner i stedet for pinjekerner. Mange pestoer laves med pinjekerner, men de er ret dyre i indkøb, og solsikkekerner fungerer præcis lige så godt.. Men sværger du til pinjekerner, bruger du selvfølgelig bare det.

Uanset hvad du vælger at bruge i din pesto, er det nemmere end man tror og resultatet er både top lækkert og meget anvendeligt. 🙂

Detaljer

Størrelse

1 lille glas

Tilberedning

10 min

Ingredienser

  • 100 g frisk, skyllet ramsløg

  • 1 stor håndfuld persille (ca. 10 g)

  • 50 g solsikkerkerner

  • 50 g revet parmesan

  • 1 1/2 – 2 dl olivenolie

  • salt, peber, limesaft

Sådan gør du

  • Rist solsikkekernerne på en tør pande, bare lige til de bruner let.
  • Put ramsløg, persille, solsikkekerner og parmesan i en blender eller minihakker sammen med 1 dl af olien. Blend det hele godt sammen og tilføj mere olie undervejs for at tilpasse konsistensen.
  • Smag til med salt, peber og limesaft – så er din pesto klar 😊