Aftensmad, Efterår, Simremad og gryderetter, Vinter

Langtidssimret nakkefilet med hvidvinsflødesovs, bacon, porrer og grønkål

Her får I en simreret, der smager absolut fantastisk! 🤗
Den møreste nakkefilet man kan tænke sig, serveret i en hvidvins-flødesovs med svampe, grønkål og bacon 👌🏻

Stegen er stegt af og så langtidssimret i hvidvin og bouillon sammen med bl.a bacon, porrer og champignon.
Til sidst har jeg tilføjet grønkål og fløde og smagt til med flødeost og lidt krydderier – det smager så godt! 🤗


Vi spiste hasselbagte kartofler med hvidløg og persille til, hvilket var et hit 👌🏻 Men stegen kunne også serveres med pasta, ris eller måske kartoffelmos – bar lige hvad du synes 😊


Det er nemt at lave sådan en omgang her, kræver ikke megen arbejdsindsats, mest af alt bare tid og tålmodighed 😊 Men det er ventetiden værd! Det er helt fantastisk så meget smag og lækkerhed der kan komme ud af sådan en simreret. Og så er det bar ret hyggeligt at gå og nusse om, mens duften spreder sig i hjemmet 😊

En rigtig dejlig ferie eller weekendret 👌🏻

Tip inden du går igang:

  • En steg på 1,5 kg er et udgangspunkt, men du kan sagtens købe en mindre eller større nakkefilet – tilberedningen er det samme.
  • Jeg har brugt en stor støbejernsgryde på 4,2 liter til tilberedningen. Støbejernsgryder er geniale til simreretter, men har du en stor, helt almindelig gryde, kan du også sagtens bruge den.
  • Flødeost og grønkål kan udelades. Jeg synes det tilføjer noget skønt til smagen, men er ikke et must, hvis du ikke har det på lager.
  • Hvidvin kan erstattes af vand, brug da blot lidt ekstra tid på tilsmagningen. Tilføj evt. lidt hvidvinseddike for at give lidt syre.

God fornøjelse! 😊

Detaljer

Antal

6 pers

Forberedelse

20 min

Simretid

4 timer

Ingredienser

  • 1 nakkefilet af gris (ca. 1,6 kg)

  • salt og peber

  • smør til stegning

  • 200 g bacontern

  • 2 skalotteløg, grove tern

  • 250 g hvide champignon, skåret i skiver

  • 3 fed hvidløg, knust

  • 2 porrer, skåret i skiver

  • 2 spsk hvedemel

  • 5 dl hvidvin

  • 5 dl vand

  • 2 grøntsagsbouillonterninger

  • 2 kviste frisk rosmarin

  • 3 laurbærblade

  • 2 1/2 dl fløde

  • 100 g flødeost naturel (el. med svampe i)

  • 100 g frisk, hakket grønkål

Sådan gør du

  • Krydr nakkefileten med salt og peber og brun dem godt af på alle sider i lidt smør i en stor gryde. Tag stegen op ad gryden.
  • Steg bacon i gryden til de er let sprøde og gyldne. Tilføj løg, champignon og hvidløg – svits med 4-5 min.
  • Tilføj porrer og svits 2 min.
  • Rør mel godt ud i gryden.
  • Tilføj hvidvin, vand, bouillonterninger og rosmarin, lad simre et par minutter.
  • Put stegen tilbage i gryden og lad det hele simre under låg 2 timer.
  • Efter 2 timer vendes stegen en omgang. Lad simre under låg yderligere 2 timer.
  • Efter i alt 4 timer tages stegen op. Fjern også rosmarinkviste og laurbærblade fra sovsen.
    Tilføjes fløde, flødeost og grønkål til sovsen. Kog op til den tykner let, jævn evt hvis nødvendigt og smag til.
  • Anret sovsen i et fad eller lad blive i gryden og læg stegen ovenpå.
    Servér med kartofler el. lign 😊

Flere langtidssimrede retter? De her 2 er også fantastiske!

2 Comments

  1. Kan man ikke putte den i en stegeso og lave den i ovnen ??

    • Henriette Kristiansen

      Det har jeg ikke prøvet, men det tror jeg da sagtens man kan! 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*