Nemt og lækkert julekonfekt?
De her små lækre hapsere smager simpelthen så skønt! De består af marcipan, knasende mørk chokolade og en fløjsblød nougat/baileys creme. Cremen er, som navnet lyder, lavet med nougat, baileys og lige en lille squeeze kaffe for at fremhæve de andre smage. Således bærer cremen ikke præg af kaffesmag, til gengæld træder baileys ret tydeligt igennem og mums – det altså en vinder! 🤗
De små snitter er både nemme og hurtige og et helt perfekt match til en god kop kaffe 😍
Detaljer
Ca. 20 stk
15 min
Ingredienser
125 g ren rå marcipan
50 g mørk chokolade
- Baileys/nougatcreme
1/2 tsk instant kaffe + 1 spsk kogende vand
50 g blød, stuetempereret smør
40 g blød nougat
60 g flormelis
2 spsk baileys
Sådan gør du
- Rul marcipanen til en pølse med en diameter på ca. 2 cm. Skær skiver af pølsen, 5-6 mm tykke. Brug evt lidt flormelis til at drysse på bordet ved udrulning eller en silikonemåtte.
- Hak chokoladen og smelt den over vandbad eller i mikroovn. Hvis du bruger mikroovn, så giv chokoladen 30 sek af gangen indtil du kan begynde at røre i den – så tar du den ud og rører mens det sidste chokolade smelter færdig.
- Dyp den ene side af marcipanskiverne i chokoladen og stil dem på et stykke bagepapir med chokoladesiden opad.
- Mens chokoladen stivner laver du cremen: put kaffe og vand i en skål og rør til kaffen er opløst. Tilføj øvrige ingredienser til skålen og pisk sammen med håndmixer til en fin jævn creme.
- Put cremen i en sprøjtepose med stjernetyl og sæt små dutter på marcipanskiverne.
- Pynt evt med finthakket chokolade og voila – færdige 😊
Kan serveres med det samme eller opbevares i lufttæt beholder på køl.
Mere konfekt? Inspiration her!