Bagværk, Cookies, Halloween

Halloween peanutbutter cookies

Halloween nærmer sig med hastige skridt og i den forbindelse er de her fine cookies et ret så hyggeligt lille projekt. Cookiesne er sprøde og lækre med et strejf af peanutbutter og på toppen fyldt med dekorativ glasur – de smager dejligt og de er nemme at lave! 😊 Er du ikke til peanutbutter udelader du det bare og så vil småkagerne smage dejligt af vanille. 👌

Dejen til cookiesene tager bare få minutter at røre sammen og kan derefter udstikkes med forskelligt formede udstikkere. Til de her har jeg købt et halloween udstikkersæt med bl.a græskar og spøgelser, men kun fantasien sætter grænser for, hvad du kan lave – køb det du synes bedst om.

Når cookiesene er udstukket, skal de på en bageplade og bages. Efter 7 minutter er de let hårde, men skal de være knasende sprøde, så giv dem lidt længere – dog kun til de er gyldne, ellers får de for meget.

Efter bagning lader du kagerne køle, evt kan glasuren laves igen.

Det er vigtigt at lave en god tyk glasur, så den ikke flyder ud, men bliver på cookiesene. Det nemmeste er at lave én stor hvid portion, som efterfølgende deles i små skåle, som hver især farves som ønsket. Jeg har brugt pastafarver, det synes jeg fungerer bedst, da de er utroligt drøje i brug og ikke påvirker konsistensen på glasuren – de er nemme at arbejde med.

Når kagerne skal pyntes, gøres det nemmest ved at putte hver farve i en sprøjtepose og klippe et lille hul i spidsen af dem – endelig ikke for stort, da det er langt nemmere at styre, når der ikke kommer for meget glasur ud på én gang. En mulighed er også at bruge små runde tyllere i sprøjteposerne med huller på 1 – 3 mm.

Nu er du klar til at pynte dine kager – slip fantasien løs og lad store og små gå amok med kreativiteten 😊

Flere halloween cookies? Prøv de her helt simple chocolate chip cookies med små edderkopper 🙂 Tryk her.

Detaljer

Antal

Ca. 40 stk

Tilberedning

5 min

Bagetid

7-9 min

Ingredienser

  • Cookies
  • 200 g blødt smør

  • 100 g sukker

  • 100 g brun farin

  • 1 æg

  • 2 spsk peanutbutter

  • 350 g hvedemel

  • 1 tsk vanillesukker

  • 1 1/2 tsk bagepulver

  • 1 knivspids salt

  • Glasur
  • 500 g flormelis

  • 1 spsk citronsaft

  • 3-4 spsk vand

  • Valgfri pastafarver

Sådan gør du

  • Cookies
  • Pisk smør, sukker og farin sammen i en skål – gøres nemmest med håndmixer. Der piskes til konsistensen er cremet. Pisk derefter peanutbutter og æg i skålen.
  • Tilsæt mel, vanillesukker, salt og bagepulver til skålen og rør sammen ved lav hastighed på håndmixeren.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og ælt den sammen med hænderne til den er glat og smidig.
  • Rul dejen ud, ca. 5 mm tyk og udstik småkagerne – læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og bag 7-9 minutter ved 180 grader, alm ovn. Kagerne skal være gyldne. De bliver sprøde, når de køler af.
  • Lad småkagerne køle mens du laver glasuren.
  • Glasur
  • Pisk flormelis, citronsaft og vand godt sammen – her kan også med fordel bruges håndmixer. Justér evt. tykkelsen på glasuren med mere vand eller mere flormelis, hvis den skal være tykkere. Den skal være så fast, den ikke glider af kagerne, men tynd nok til at komme ud af et lille hul.
  • Fordel glasuren i det antal skåle, du ønsker at lave farver i. Rør et par dråber pastafarve i hver skål med en teske.
  • Put de forskellige farver glasur i hver sin sprøjtepose, klip et lille hul i spidserne på poserne og dekorer kagerne. Lad derefter glasuren størkne og servér 😊

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*