Nybagte boller på hygge menuen…?
Så kan jeg anbefale de her gulerodsboller, der smager absolut vidunderskønt 😍
De er bløde og luftige med let sødme fra gulerødderne – fantastiske til en skive ost eller bare som de er… 😊
Jeg har brugt lidt rugmel i dem og kerner også, så de lige bliver en anelse til den grove side – men stadig bløde og lækre 😊
Mine unger elsker de her boller, som også er gode i eftermiddagsmadpakken 👌🏻 Gulerødderne sørger for de holder sig fint bløde og friske et par dage.
De er nemme at lave, dejen røres på få minutter og kan klares helt uden klistrede dejfingre 🤗

Detaljer
Ca. 9 stk
5 min
1 time
20 min<br>200 grader, alm ovn
Ingredienser
3 dl lunken vand
25 g gær
1 æg
1 spsk sukker
1/2 tsk salt
150 g gulerod, groftrevet
75 g solsikkekerner
100 g rugmel
375 g hvedemel
Sådan gør du
- Opløs gæren i vandet. Pisk æg, sukker og salt i skålen. Tilføj gulerødder, kerner og mel – rør godt sammen med en stor ske. Dejen skal være fast nok til at kunne stå selv, når man stiller en bolle med en ske, men stadig let fugtig.
- Lad dejen hæve 1 time ved stuetemperatur.
- Tænd ovnen på 200 grader alm ovn.
- Brug en ske til at forme og placere boller på en bageplade med bagepapir. Sæt evt bollerne lidt tæt, hvis du vil ha bløde kanter på dem.
- Bag ca. 20 min til er fine og gyldne – servér 😊