Kransekage – et must til nytårsfesten. Mange er lidt skræmte af tanken om kransekage – det var jeg også selv, men det er faktisk slet ikke så svært at lave sin egen.. og jo, det smager bedre! 😄
Jeg har her lavet en simpel version af klassikeren; kransekagestykker frem for et tårn – det synes jeg er mere overskueligt. Det er faktisk rimelig hurtigt at lave de her fine små stykker og de smager skønt; bløde og konfektagtige indeni, sprøde på toppen og med knasende mørk chokolade på bunden -uuuhm.. 😊
Jeg har, i denne version puttet nougat indeni, chokolade nedenunder og hakkede nødder øverst – det er nemlig lige sådan jeg allerbedst kan lide dem 😊
Jeg håber du har mod på projektet! Jeg lover dig – det ret lige til 😊

Detaljer
8 stykker
10 min
10 min<br>220 grader
10 min
Ingredienser
225 g marcipan
2/3 del af 1 bæger æggehvide (svarende til 1 æggehvide)
40 g flormelis
40 g nougat, skåret i stænger
- Glasur
1/2 dl flormelis
1/3 af et bæger æggehvide (svarende til 1/2 æggehvide)
- Desuden
75 g mørk chokolade til bunden
1 lille håndfuld hakkede hasselnødder til toppen
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 220 grader.
- Riv marcipanen groft og pisk æggehviderne let – de skal bare tykne lidt.
- Put marcipan, æggehvider og flormelis i en skål, rør kort sammen med håndmixer til en nogenlunde sammenhængende dej.
- Ælt færdig på flormelisdrysset bord til en fast, men blød og lidt klistret dej.
- Tryk dejen flad, skær den i 8 rektangulære stykker. Læg en stang nougat på hvert stykke og fold marcipanen op omkring. Form dine stykker efter ønske og placér dem på en bageplade ned bagepapir.
- Bag kransekagestykkerne ca 10 min – til de er fint lysebrune. Lad dem afkøle.
- Smelt chokoladen og dyp stykkerne i chokoladen. Placér dem på siden på en tallerken el, lignende (så chokoladen ikke ryger af) og sæt dem på køl til chokoladen er stivnet.
- Pisk imens æggehvide og flormelis sammen til en glasur og pynt dine kager med glasuren. Drys med hakkede hasselnødder.
Servér 😊