Skal du til julefrokost her i mellemdagene…? Så skal denne skønne klassiker da med på bordet; æbleflæsk! En ret, der har været en del af julebordet hos min mor så længe, jeg kan huske. Det søde, det sure og det salte – det bløde og det knasende, det er bare et skønt mix og perfekt til at runde de lune retter på bordet af med.
I år har jeg prøvet at lave min egen version af klassikeren.
Den kan laves på mange måder, men et must er hovedingredienserne æble og flæsk (eller bacon). Nogle kan lide æblerne i både, med det sprøde flæsk ovenpå. Andre er mere til den mere bløde udgave som her, hvor det hele er mixet godt sammen. Jeg har brugt bacon i min, da jeg ikke er så vild med flæsk, men synes du at det er flæsk der hører sig til, bruger du bare det! 😊
Min udgave af klassikeren er helt simpel, men virkelig god. De syrlige æbler, kogt ind med det søde sukker og mixet med det salte og sprøde – det er bare godt og helt perfekt ovenpå et stykke godt brød 😊
Detaljer
4 pers
25 min
Ingredienser
6 æbler, skrællet og skåret i tern
200 g bacon, skåret i tern
2 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
Sådan gør du
- Sprødsteg baconen på en tør pande. Tag af varmen.
- Put æbler, sukker og vanillesukker på panden og steg det i baconfedtet. Tilføj lidt smør under stegning, hvis nødvendigt.
- Steg ved lav varme og med jævnlig omrøring til æblerne har den konsistens du ønsker. Mos dem evt. let.
- Vend baconen sammen med æblerne, smag til og server med et godt stykke rugbrød 😊
