Det bugner af blommer alle vegne for tiden – det smager af tidligt efterår! 🤗 Tryl nogle af dem ned i denne skønne tærte, som både er nem og hurtig at lave og smager skønt! Selve grundopskriften på kagen er super nem og består i bund og grund af noget så simpelt som en luftig æggesnaps, der vendes sammen med lidt mel og bagepulver og så er dejen klar. Jeg har desuden puttet lidt marcipan i dejen – jeg syns det klæder blommerne og nødderne.. men er man ikke til et hint af marcipan, kan det bare udelades.
Har du ikke blommer på lager, kan de udskiftes med æbler/pærer, bær eller andet frugt – tærten kan bruges til det hele… 😊 Lige til denne årstid, ville æbler også være super oplagt – evt kunne så tilføjes lidt kanelsukker på toppen af tærten.
Uanset hvad er tærten super nem og top lækker og perfekt med en klat cremefraiche til – eller en kugle vanilleis eller måske en hurtig vanillecreme af let pisket fløde og vanillesukker 😍

Detaljer
6-8 pers, Ø24 cm
10 min
35 min
Ingredienser
2 æg
150 g sukker
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g revet marcipan
300 g modne blommer
evt. perlesukker og hakkede mandler/nødder til pynt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175 °C varmluft.
- Pisk æg og sukker godt sammen.
- Vend hvedemel, bagepulver, vanillesukker og marcipan i skålen.
- Fordel dejen i en springform (ca 24 cm i diameter) foret med bagepapir i bunden og smurt på kanterne.
- Fjern stenene i blommerne og skær dem i halve og læg dem i et mønster på tærten.
- Drys evt. med perlesukker og hakkede mandler/nødder.
- Bag kagen ved 175 °C varmluft i 30-35 minutter, indtil den er gylden og gennembagt.
- Server blommekagen, gerne lun, med is, flødeskum eller creme fraiche til 😊