Personlige indlæg

Sheltertur i Danmark

0 comments

Et lille summerhighlight fra vores ferie i Danmark i år og samtidigt en kæmpe anbefaling af og guide til overnatning i naturen sammen med ungerne.

Opstarten efter corona kom og gik og trods min megen skepsis og utroligt mange spørgsmål i sidste indlæg, så gik det jo altsammen. Drengene klarede forandringerne i skole og børnehave til UG og min arbejdsplads, en vuggestue, tacklede udfodringerne ganske fint og fik endda en masse godt ud af det. Men sådan er det jo som oftest; tingene har det med at være værre i hovedet end de er, når man står i det 🙂

Sommeren kom og som så mange andre, har vi tilbragt ferien i Danmark i år.

For første gang pakkede jeg drengene og tog dem med på sheltertur og det er faktisk det, jeg lige vil skrive lidt om her, for det var bare helt vildt fantastisk!

Sheltertur i Danmark

Rundt omkring i Danmark findes et utal af shelterpladser i naturskønne omgivelser. Det kan være alt fra små huse, der kan rumme en enkelt familie til større lejre, hvor mange personer kan overnatte. Fælles er, at man i shelters kan sove i ly for eventuel regn og vind og samtidigt få en fed naturoplevelse til meget billige penge.

Der er ikke den store komfort i en shelter, men til gengæld er der fri adgang til naturen døgnet rundt og udsigt til både stjernehimmel og nogle steder solop – og nedgange fra din soveplads – det kan altså også noget! Mange steder vil der være en bålplads, hvor du kan lave din egen mad eller lune en kop kaffe. Nogle steder er der også toilet/bad og en legeplads i nærheden til ungerne. Uanset hvad, kan du være sikker på, at det altid er i smuk natur lige udenfor soveposen, om det så er midt i skoven eller med havudsigt.

Shelters er populære som aldrig før, derfor er det nødvendigt at booke forinden. Men så er du også sikker på, at pladsen er ledig, når du kommer frem.

https://bookenshelter.dk/ kan du finde en oversigt over alle shelters i Danmark og booke dit ophold med få klik. Samtidigt finder du en beskrivelse af de forskellige steder og området omkring dem. Det er altså ret smart. Så vælger du bare lige præcis det sted, der passer til dine ønsker 🙂

Holgers-lege-og-værested shelteret

Vi søgte lidt rundt på shelterne inden og fandt et sted med bålplads, toilet og legeplads lige ved siden af. Det var absolut genialt, når vi skulle have ungerne med! 🙂 Der var desuden strømstik på badeværelset, så de voksne kunne få ladet telefonerne op – det er jo vigitgt! 😀

Stedet vi var, får I lige link til her, hvis det skulle være noget for jer 🙂

Holgers-lege-og-værested, Jordløse

Til turen pakkede vi:

  • gasgrill
  • mad, drikke
  • hyggesnacks
  • skumfiduser og pinde (til skumfiduser på bål)
  • nattøj, skiftetøj
  • liggeunderlag
  • soveposer
  • puder
  • tæpper til om aftenen

Man behøver ikke så meget til kun en enkelt overnatning og dette rakte faktisk fint til vores behov.

Drengene havde, i dagens anledning, fri adgang til snacks og bestemte selv deres sengetid – de nød det helt vildt! Vi ankom sidst på eftermiddagen, hvor de legede på pladsen et par timer inden mad og bagefter var der grill hygge med skumfiduser.

Det virker måske ikke af så meget med sådan en sheltertur, men det var et virkelig skønt lille afbræk og et halvt døgns tid, hvor vi bare kunne være til. Være sammen. Uden noget praktisk hængende over hovedet. Kun natur, ro, hygge og hinanden. Vi sluttede dagen af med en gåtur i solnedgangen og ældstebarnet konstatede, at “det var den bedste dag i hans liv!” Mission i den grad accomplished siger jeg bare 😀

Det aller fedeste ved sådan en sheltertur er, at man kan gøre det når som helst! Det behøver ikke være ferie, måske ikke engang weekend. Det kan gøres præcis, når man har tid og lyst og selvom det måske kun er et døgns tid, giver det fuld opladning på batterierne og en følelse af ferie – det er altså ret fantastisk!

Mad til turen

Nu er det jo en madblog og det spiselige kommer vi da heller ikke helt udenom 😀

Vi havde gasgrill med og grillede et par pølser og bøffer på dem, og så fik vi kartoffelsalat til. Det er super nemt med sådan en gasgrill, men det er jo en smagssag, hvad man gerne vil, og er der en bålplads, kan det jo oplagt, at lave mad på bålet. Det behøver ikke være særlig besværligt!

Brug gamle gryder og pander, der kan tåle varmen, fx støbejern – man kan være heldig at finde nogen på genbrug. Læg en rist over bålet, den kan evt. sættes på mursten eller andre sten, og tilbered din mad over gløderne. Mange både gryde – og panderetter er velegnede. Herunder har jeg samlet eksempler på nogle helt simple, der ville gøre sig godt på et bål.

Gider du ikke stå og varme mad, kommer her nogle lækre, mættende retter, der kan laves hjemmefra og nydes kolde på stedet 🙂

Jeg håber I kunne bruge dette indlæg! Så er der ihvertfald lidt inspiration mv., hvis man går og overvejer en sheltertur 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*