Her får I opskriften på nogle virkelig nemme og lynhurtige grønne wraps, som du kan fylde med lige præcis, hvad du synes. De smager eminent godt, de er sunde og de er geniale til frokosten, på farten eller måske som aftensmad. Anvendelsesmulighederne er mange, det hele afhænger af, hvad du putter indeni.
Wrapsene her er uden mel og kan evt. laves med glutenfri havregryn – så er de fri for gluten, men til gengæld med godt med protein fra æggene. Altså super sunde 😊
Til disse wraps har jeg rørt en hurtig krydderurtecreme, som jeg har puttet indeni sammen med røget laks, salat, avocado og peberfrugter – det var et ret så skønt frokost måltid.
Men fyld dem med spejlæg, bacon og grønt og du har en herlig morgenret, eller put kødsovs i og spis dem som aftensmad med en god salat til, så har du aftensmaden.
Jeg har lavet mine wraps med både grønkål og spinat, da jeg havde begge dele på lager, men de kan også bare laves med enten det ene eller det andet, eller der kan tilføjes fx broccoli eller blomkål, hvis du har en rest, du skal have brugt.
Fyldet kan du variere efter køleskabets indhold. Fyld dem med dips, dressinger, kylling, falafler, salat eller andet – det vil også være lækkert!
Uanset hvad du vælger, er det en super hurtig, nem og lækker lille ret og så er de både sunde og mættende 🙂
Detaljer
4 stk wraps
10 min
Ingredienser
- Grønne wraps
3 æg
2 dl havregryn
1 1/2 dl mælk
1 tsk salt
1/2 tsk peber
200 g frisk spinat (el. grønkål, el. en blanding)
- Krydderurtecreme
100 g flødeost naturel
1 stor håndfuld hakkede krydderurter, fx persille, dild og/el. purløg
salt og peber
- Desuden
50 g rucola (el. andet salat)
100 g røget laks
1/2 peberfrugt i strimler
1 avocado i skiver
Sådan gør du
- Grønne wraps
- Put alle ingredienser i en blender og blend til jævn, lind masse.
- Steg på panden i lidt smør eller olie. Der er til ca. 4 wraps i denne portion.
- Krydderurtecreme
- Rør ost og krydderurter sammen. Smag til med salt og peber og smør på dine wraps.
- Tilføj salat, laks, avocado og peberfrugt til dine wraps og servér.
