Familiefavoritter, Morgenmad

Citronvafler med luftig citroncreme

My oh my, de her vafler smager simpelthen faaantastisk….! På én gang sprøde og bløde med mild smag af citrus og vanille og med små birkes indeni.

Jeg serverede dem med en lynhurtig luftig citroncreme som tilføjede helt rigtig cremet og lækker smovs til vaflerne og som også bare smagte virkelig godt. Ja drengene tømte i hvert fald fadet og spurgte om vi ikke snart skulle have det igen 🙂

Både dejen til vaflerne og citroncremen er nemme og hurtige at mixe sammen – og så kræver det kun lidt tålmodighed, mens man venter på at vaflerne bager. Meeen man kan jo altid prøvesmage lidt undervejs.

Jeg tilføjer fedtstof direkte til vaffeldejen, så er jeg nemlig fri for at stå med det på vaffeljernet mellem hver vaffel. Hvis belægningen på din maskine er okay, burde det fungere helt fint. Alternativt putter du blot lidt smør på, inden du bager vaflerne.

Dejen er her brugt til vafler, men kan også bruges til at lave små fluffy pandekager, hvis du hellere vil det.

Uanset hvad er det en virkelig lækker start på dagen, et skønt mellemmåltid, en god dessert eller eller eller.. ja mulighederne er mange. Brug dem som du synes og nyd! 🙂

Detaljer

Antal

8 stk vafler

Forberedelse

10 min

Bagetid

20 min

Ingredienser

  • Citronvafler med birkes
  • 250 g mel

  • 1 dl sukker

  • 3 spsk. blå birkes

  • 1 tsk bagepulver

  • 1 tsk kardemomme

  • 1 tsk vanillesukker

  • 1 1/2 spsk citronsaft

  • 3 dl mælk

  • 2 æg

  • 25 g smeltet el. flydende smør

  • Citroncreme
  • 1 dl piskefløde

  • 1/2 dl skyr/yoghurt naturel/græsk yoghurt/ymer

  • 1 spsk. honning

  • 1/2 tsk vanillesukker

  • 1 økologisk citron, skal og saft heraf (alternativt 1 -2 spsk citronsaft)

Sådan gør du

  • Vafler
  • Put alle ingredienser i en skål og pisk dem godt sammen med en håndmixer til du får en lind og glat dej.
  • Varm et vaffeljern op og bag dine vafler.
  • Citroncreme
  • Pisk fløden til skum.
  • Vend skyr, honning, vanillesukker og citronskal i fløden.
  • Tilsæt citronsaft lidt efter lidt og vend sammen. Smag til undervejs, så det bliver som du vil have det 🙂
  • Server dine vafler med citroncreme og evt. lidt bær.

Tags

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*