Personlige indlæg

Tanker efter aftenens pressemøde om corona situationen

0 comments

Jeg føler lidt, at det der sker i verden lige nu, er så betydningsfuldt og så ulig noget andet, vi nogensinde kommer til at opleve, at jeg må skrive et par ord om det… Måske for at mindes om nogle år, måske for at skabe et slags overblik, en status…

Jeg synes egentlig, vi har holdt hovedet rimelig koldt. Jeg har netop haft drengene i 3 1/2 uge, fordi deres far var syg, med hvad lægen antog var corona. Vi ved det ikke, for det var før, de begyndte at teste mange mennesker, men han havde alle symptomer, dog uden indlæggelse, heldigvis. Det betød 3 uger, hvor jeg stod for hjemmeundervisning af ældstebarnet, selv havde hjemmearbejde og var ene om at skulle sørge for underholdning af drengene, der både savnede far, farmor, kammerater og en normal hverdag. Jeg var på…. og nogle gange måtte jeg knibe en tåre i badet, for det er sku bare hårdt at stå alene om alt i en helt ny hverdag, som ingen af os er vant til at agere i, incl. drenge, der både skændes og kræver opmærksomhed mere eller mindre konstant. Men det gik. Vi fik lavet skoleskemaer, sat struktur på dagen og tog, så vidt muligt, ud i det fri hver eftermiddag.

Vi havde mange gode stunder, fik set en masse af Fyn og havde god tid, hvilket jeg satte enormt meget pris på faktisk… Der var det noget ved, at have langsomme morgener, lave pandekager hvis vi havde lyst og ikke skulle haste afsted til noget som helst. Masser af tid og nærvær, det kan også noget… og samtidigt vidste jeg, at jeg holdt både dem og jeg selv fri for smitte, det var en rar tanke.

Nu har Mette F så meddelt, at skoler og institutioner åbner op her efter påske… Det betyder at jeg skal tilbage på mit arbejde i en vuggestue og drengene skal tilbage i hhv. børnehave og skole, den store går i 2. klasse. Så synes jeg lige pludselig, det bliver lidt uoverskueligt alt sammen. Indtil videre har vi kunne holde os fri for smitte… det stopper nu. Ikke særlig fedt at vide, man nærmest med sikkerhed kommer til at blive syg lige straks; det er umuligt at holde afstand i en vuggestue, det små børn vi har med at gøre… Og små børn i vuggestue er mere eller mindre snottede altid.. hvor mange af dem har corona? Og hvad med alle de forældre jeg skal i kontakt med hver dag? Hvad med mine unger, der nu kommer til at færdes blandt masser af andre børn og voksne, som måske er smittede nogle af dem….? Jeg ved godt vi skal igennem det de fleste af os, men jeg synes alligevel det er lidt som at sende os selv direkte ind i løvens hule, og det er bare ikk særlig fedt. Hvad skal der ske med børnene, når jeg bliver syg…? Deres far arbejder jo også og bedsteforældrene kan vi ikke se, for dem skal vi passe ekstra på. Og hvad med drengene, hvor hårdt bliver de ramt, hvis de rammes?

Jeg synes rigtig mange spørgsmål presser sig på, så meget er uvist lige nu.

Nårh men….. jeg er optimistisk af sind… og det skal nok gå det her… vi lærer vel at håndtere det hen ad vejen… men lige nu, ja der synes jeg sku godt nok det er træls.

Når det så er sagt, så er der også mange helt fantastiske tiltag lige nu… folk der hjælper hinanden på kryds og tværs… gratis online koncerter, bag og lav-mad-sammen events på IG, fællessang osv…. i det hele taget bare rigtigt meget samfundssind og det rører mig. Det synes jeg er utrolig betydningsfuldt.. Miljøet har det også bedre, og det er virkelig værd at tage med i en svær tid – og giver stof til eftertanke, men det er en helt anden snak

Drengene er i dag sendt afsted til deres farmand, han er endelig rask og har taget ferie hele denne uge, så de bare kan hygge sammen. Det er dem så vel undt! Samtidigt betyder det også, at jeg har en uges fri, bare mig. Jeg har nemlig også ferie nu og skal ikke arbejde hjemme fra. Jeg vil prøve at nyde det helt vildt; sove længe, lave masser af mad, tage ud i naturen, måske opleve nye steder, få trænet! Shit det er jeg også bagud med 😀 Måske tage et fodbad og bare gøre noget godt for mig selv… Hvad der kommer efter påske, er umuligt at forudse lige nu, så… måske jeg skal prøve ikke at bekymre mig så meget. Vi må tage det som det kommer, én dag ad gangen.

Hvordan har I andre der derude…? Kan I holde hovederne højt?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*