Aftensmad, Mad på 30 minutter, Pastaretter, Simremad og gryderetter, Sunde retter, Tøm køleskabet

Cremet pastaret med kylling, grønkål og hasselnødder

Jeg havde lidt grønkål i køleskabet, som var ved at være lidt “træt” og derfor gerne skulle bruges. Jeg tryllede det i denne lækre, cremede og helt simple pastaret sammen med lækkerier som kylling, citron, parmesan og fløde. På toppen har jeg knasende, ristede hasselnødder og parmesan, som bare tilføjer en helt perfekt umamismag til retten.

Du KAN godt bruge hasselnødderne bare som de er, men det gør en stor forskel, lige at riste dem på panden; det fremhæver smager rigtig meget og gør dem lige det ekstra knasende. Og så tager det bare 3-4 minutter – så har du tid, så gør det endelig 🙂

Det gør ikke noget, at bruge grønkålen selvom den måske er ved at være kedelig; den gør præcis hvad den skal i denne gryderet alligevel og smager helt som den skal. Gryderetter er i det hele taget en fin måde at få brugt eventuelle “grønne” rester på. Grønkålen kan, i den her ret, snildt erstattes af eller suppleres med spinat, hvis du har det på lager.

Retten her er både nem og hurtig at lave og den har masser af smag og gode vitaminer i sig. 🙂

Detaljer

Antal

4 pers

Tilberedning

25 min

Ingredienser

  • 350 g pasta

  • 280 g kyllingefilet

  • olie til stegning

  • 1 løg

  • 2 fed hvidløg

  • 75 g hakket grønkål

  • 1 håndfuld hakket persille

  • 2 dl vand

  • 2 dl fløde

  • 1 bouillonterning

  • 1 tsk citronsaft

  • salt og peber

  • Topping
  • 25 g hasselnødder

  • 25 g parmesan i flager

  • hakket persille

Sådan gør du

  • Sæt pasta til kogning
  • Skær kyllingen i strimler og svits på panden i lidt olie.
  • Hak løg og hvidløg fint og tilføj til panden, steg med 3-4 min.
  • Tilføj grønkål og svits med 30 sekunder.
  • Tilføj vand, fløde og bouillonterning og lad det hele simre 5 minutters tid.
  • Smag til med citronsaft, salt og peber.
  • Dræn pastaen for vand og vend det i gryden. Tag af varmen.
  • Topping
  • Steg hasselnødderne på en tør pande. Når de er gyldne og dufter af nutella, er de klar.
  • Fjern overskydende skal ved at gnide hasselnødderne i et viskestykke.
  • Hak dem og brug dem som topping sammen med parmesan og persille.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*