Frokost og madpakkeinspiration, Måltidssalater, Salater, Sunde retter

Kyllingesalat med ananas, bacon og karrydressing

En lynhurtig og lækker salat til dage hvor aftensmaden godt bare må gå stærkt eller frokosten være lidt ekstra lækker. Udover kylling er der i salaten ananas, mango og bacon – alt sammen suppleret af en cremet karrydressing og knasende hvidløgscroutoner.

Kylling, bacon og karry er bare altid et match made in heaven og med mango og ananas i mixet får du både lidt sødme og friskhed, som går skønt til det andet. Bacon og croutoner tilføjer et strejf af salt og godt med knas. Du får altså alt hvad du skal bruge for at tilfredsstille mave og smagsløg i den her salat og det bedste af det hele, den er klar på bare 15 minutter!

Er du ikke så meget om ananas, kan de fint skiftes ud med æbler og mangoen kan udelades, hvis ikke du har sådan en på lager.

Herunder får du opskrift på salaten og dressingen. Hvidløgscroutonerne finder du opskrift på her.

Detaljer

Antal

2 pers

Tilnberedning

15 min

Ingredienser

  • Kyllingesalat
  • 60 g bacon i tern

  • 2 stegte kyllingefileter

  • 100 g blandet salat

  • 1 håndfuld rucola

  • 2 skiver ananas

  • 1/2 mango

  • 3 forårsløg

  • 1 håndfuld purløg (kan udelades)

  • 1 håndfuld frisk dild (kan udelades)

  • Karrydressing
  • 1 dl skyr

  • 2 spsk mayonaise

  • 1 tsk karry

  • 1 tsk flydende honning

  • 1 tsk citronsaft

  • salt og peber

Sådan gør du

  • Start med at sprødstege din bacon på en pande.
  • Skær kyllingen i mindre stykker, ananas og mango i tern og forårsløg i tynde skiver.
  • Vend kylling, ananas, mango og forårsløg sammen med salat og rucola.
  • Hak purløg og dild fint og vend i salaten.
  • Anret på fad og top med bacon og croutoner.
  • Rør alle ingredienser til din dressing sammen og servér den ved siden af salaten.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*