Aftensmad, Simremad og gryderetter

Saftige hakkebøffer i chili/paprika sovs med grønt og soltørrede tomater

For noget tid siden lavede jeg en omgang hakkebøffer i svampe/flødesovs og de smagte helt fantastisk! Se opskrift her. Jeg blev så begejstret for retten at jeg tænkte, det måtte kunne laves i flere forskellige variationer. I dag har jeg lavet de samme bøffer – om end i en endnu saftigere udgave og kogt dem ind i en sovs med masser af grønt og smag af paprika – med et lille strejf af chili. Jeg har brugt paprika/chili flødeost fra Buko som smagsgiver og det fungerer glimrende! Desuden bliver sovsen virkelig lækker cremet, når du bruger en flødeost, men der spares på kalorierne ift, hvis du brugte piskefløde. Jeg kan kun anbefale den konstellation 🙂

Farsen til bøfferne har jeg rørt sammen med forskellige krydderier, et æg og en lille smule væske, så de bliver både smagfulde og super saftige. Når de så kommer ned og simrer et kvarters tid i en fyldig sovs, ja så bliver det altså bare kræs for ganen!

Jeg serverede denne omgang med hasselbagte kartofler (opskrift her), hvilket smagte skønt… men kartoffel – eller rodfrugtmos ville også fungere rigtigt godt til, ligesom ris også ville kunne bruges. Det er kun et spørgsmål om, hvad du foretrækker 🙂

Uanset hvad, er det her en relativt simpel ret, som kan være klar indenfor en rimelig tidsramme og så smager det bare virkelig godt! Jeg kunne sagtens lave den en hverdagsaften, men ville heller ikke tøve med, at servere den for gæster.

Detaljer

Antal

4 pers

Forberedelse

15 min

Simretid

20 min

Ingredienser

  • Hakkebøffer
  • 500g hakket oksekød

  • 1 løg

  • 1 æg

  • 1 tsk paprika

  • 1/2 tsk salt

  • 1/4 tsk peber

  • 1/4 tsk chili

  • 1 1/2 spsk grøntsagsbouillon

  • Sovs
  • 1 løg

  • 1 rød peberfrugt

  • 1 porre

  • 75 g soltørrede tomater

  • 125 g chili/paprikaflødeost (svarende til 1 pakke af Bukos, fås i Rema m.fl)

  • 1 dl mælk

  • 3 dl grøntsagsbouillon

  • 1/2 spsk tomatpuré

  • Evt lidt salt og peber

Sådan gør du

  • Bøffer
  • Riv løget på et rivejern og put det i en skål sammen med oksekødet og de øvrige ingredienser til bøfferne. Rør det hele godt sammen.
  • Form 4 – 5 bøffer af farsen og steg dem på en pande i lidt smør. De skal bare lige have en god stegeskorpe på begge sider.
  • Tag bøfferne af panden.
  • Sovs
  • Hak løget fint, skær peberfrugterne i smalle strimler, skær porren i tynde skiver og de soltørrede tomater i tern.
  • Svits alle grøntsagerne på panden til løgene er bløde, tilsæt evt lidt ekstra smør.
  • Tilsæt flødeost, mælk, bouillon og tomatpuré.
  • Bring panden i kog og lad det koge 2 – 3 minutter til osten smelter og du får en fin cremet sovs.
  • Put bøfferne tilbage i panden og lad dem simre med 15 – 20 min til bøfferne er færdigsstegte.
  • Smag evt til med lidt salt og peber og server med dit yndlingstilbehør 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*